Perioden 1897-1918: Victor Nielsen

Victor Nielsen, 1855 - 1918. Foto: Det kongelige Bibliotek

Victor Nielsen

Observatoriet på Frederiksberg

Victor Nielsen var en af de mest kendte og alsidige amatørastronomer omkring århundredeskiftet. Han var den første ejer af Urania Refraktoren. Det var også ham alene, der finansierede den.

Et helt nyt hus blev opført til den. Et hus, der havde Kikkerten som den absolut mest dominerende bestanddel.

Observatorierummet var nemlig en integreret del af en moderne villa på 100 m². Bygningen var i to etager og med fuld kælder, og beliggenheden på en lille, stille og lidet oplyst villavej på Frederiksberg ved København var ideel. Huset var jo opført, for at ejeren kunne nyde stjernehimlen. Og datidens svage gaslamper kan kun have understreget dennes magtfuldhed. En tøndeformet observatoriekuppel på over fem meter i diameter var, og er stadig, den mest dominerende bygningsdel på Dronning Olgas Vej 25. Beliggenheden tæt ved de københavnske søer, og det nærved liggende bryggeri »Stjernen«, må have inspireret til mange hyggelige og spændende stunder for »Stjerne Nielsen« og hans mange astronomivenner. Victor Nielsen var gift, og hvordan det har været at være hustru i et hjem, der var så domineret af mandens hobby, kan vi jo kun gætte os til. Men at det store stjerneatlas kun kunne finde plads under ægtesengen fortæller om stor tolerance fra ægtefællens side. Atlasset kunne nemlig hentes af alle, som havde adgang til Observatoriet, uanset tidspunkt!

Kikkerten, et fire meter langt, tonstungt instrument, dominerede hele første sal. Den stod majestætisk i et kvadratisk rum på ca. 30 m². Der, hvor et almindeligt loft ville være, gik de firkantede vægge over i en tøndeformet og bevægelig kuppel. Rumhøjden i observatorierummet blev således næsten 5 meter. Det, at Observatoriet havde tøndefacon, var en Victor Nielsen-specialitet. Han har bygget flere af den slags observatorier landet over og udviklet lukkemekanismen til de fire lemme, der gav adgang til himlen. Foruden observatorierummet fandtes her på 1. sal kun et soveværelse, et bibliotek og et lille køkken. Luksus som elektricitet og WC (i kælderen) blev først installeret i 1919. Observatorierummet er nu blevet delt i to etager og bruges til beboelse.

Urania Observatoriet på Fredeiksberg. Bemærk den karakteristiske cylinderformede kuppel og de fire lemme, som åbner ud til himlen. Den øverste ende af Uraniakikkerten er synlig (men den stikker ikke ud af kuplen som man ellers kan se det på mange vittighedstegninger!). Udateret fotografisk glasplade stammende fra Urania Observatoriets arkiv.

Mennesket Victor Nielsen

Victor Nielsen var kendt som foredragsholder og fremviser af stjernehimlen. Det var på en tid, hvor radio og fjernsyn var ukendte - og himlen mørk. Samtidig var han en meget underholdende, vidende og beleven mand og derfor populær i datidens København.

Victor Nielsens interesse for astronomi stammede fra hans tid i Fredericia. Her fik han sit første job som telegrafist ved Statstjenesten og dyrkede sin fritidsinteresse, tegning og maling. Han gik ture på de stille volde og nød aftenhimlens stjernepragt.

Eller han stod op med Solen og gik ud i mark og eng for at tegne og male. Særlig fornøjelse havde han sjovt nok af at tegne køer og ænder. Han læste kommandør Tuxens bog om stjernehimlen, og med den blev hans interesse for astronomi for alvor vakt. Allerede i 1880 fik Victor Nielsen publiceret nogle Månelandskaber i tidsskriftet Sirius. I 1885 fik Victor Nielsen udstillet et udvalg af sine landskabsmalerier på Charlottenborg Udstillingen. Herefter stod den talentfulde kunstner over for valget mellem at fortsætte som landskabsmaler eller at koncentrere sig om sin voksende astronomiske interesse. Han indså nemlig, at han ikke var i stand til at arbejde med begge dele.

Han valgte astronomien. En af grundene kan måske ligge i følgende citat fra en hyggelig aften med den gode ven, musikdirektør Carl Lumbye, søn af »store Lumbye«: »Det eneste, der skulle være parat uden for døren, var en kasse øl. Det var så anstrengende at ligge på gulvet og kigge på Venus, men hun var så dejlig og Sirius med, hvor var de lyse og skinnende i nat.«

Mizarobservatoriet. Victor Nielsen i gode venners lag. Fra venstre: fabrikant Aug. Hentze, overtelegrafist Victor Nielsen, pastor Theodor Hansen, tre af dansk amatørastronomis pionerer.

Victor Nielsen blev gift sent. Ellers havde han nok heller ikke fået lov til at bruge alle sine penge på en så verdensfjern hobby.

Først i 1886 giftede han sig med Christine Marie Kragh. På det tidspunkt var han på sin tredje eller fjerde kikkert og ikke til at stoppe.

Snart herefter begyndte han at anskaffe sig større og større - og bedre og bedre kikkerter. Ved en blanding af sparsommelighed, handelstalent, betalte foredrag og statsstøtte fra 1892, arbejdede Victor Nielsen sig frem til Danmarks største private linsekikkert. Men for en sikkerheds skyld var Observatoriet på Dronning Olgas Vej dimensioneret, så der var plads til en endnu større kikkert end den fire meter lange Urania Kikkert!

Kikkert i sigte

Den kikkert, som Victor Nielsen købte, var omhyggeligt udvalgt. Firmaet Thomas Cooke & Sons i London var berømt for dets solide konstruktioner. De lavede også udmærket optik, men Victor Nielsen stillede sig ikke tilfreds med en standardvare. Han ville have et Gauss objektiv fra det anerkendte tyske firma Zeiss. Og måden han fik det på var karakteristisk for ham. Han var i 1895 god ven med den 46-årige Max Pauly. Denne var uddannet som kleinsmed og havde gået på teknisk højskole i Berlin. Han opnåede desuden at få en doktorgrad i kemi. I næsten 20 år ledede han en af Tysklands store sukkerfabrikker.

Interessant i forbindelse med Kikkertens historie er, at han i flere år fremstillede fine objektiver til liebhavere. Hvis køberen var videnskabeligt godt - men økonomisk skidt - funderet, blev objektivet ofte foræret væk. På grund af sin brændende interesse for udvikling af optik, men også fordi han havde et dårligt helbred, søgte Max Pauly en stilling i den lille astronomiske afdeling i Zeiss.

Firmaets dygtigste matematiker, Dr. Albert König, som også var en god bekendt af Victor Nielsen, udførte de vanskelige beregninger til fremstillingen af et 10" Gauss objektiv. Max Pauly fik så til opgave at slibe de to stykker glas, som tilsammen dannede objektivet. Opgaven blev løst til alles tilfredsstillelse, og Victor Nielsen fik et fremragende og billigt objektiv af denne specielle type. Han havde forinden forpligtet sig til at betale materialeprisen uanset resultatet. Der findes i dag kun tre objektiver af denne type og størrelse, nemlig i Princeton, Utrecht og Aalborg.

Den 1. april 1897 blev Max Pauly kompagnon i Zeiss' astronomiske afdeling. Denne stilling bestred han med stor dygtighed indtil 1913. Om fremstillingen af objektivet har vi i Aalborg gennem årene fortalt, at dette blev lavet som en svendeprøve af enten Max Pauly eller af en for os ukendt optikerlærling hos Zeiss.

Men forfatteren har her vovet det ene øje og lagt de mest sandsynlige elementer fra forskellige kilder sammen og er kommet frem til ovennævnte version.

Victor Nielsen som astronom

Victor Nielsen var, allerede før han byggede Urania Observatoriet, kendt ude i Europa som en dygtig Måneforsker og en agtet udøver af den nye og spændende kunst, himmelfotografi.

Selv om Victor Nielsens astronomiske interesser spændte over så forskellige emner som dobbeltstjernemålinger og fotografering af stjernehimlen, var hans altoverskyggende interesse Måneforskning og - korttegning, den såkaldte selenografi og kartografi. Fotograferingen trådte endnu sine barnesko, og objekter med så små lysforskelle som Månens bjerge og dale kunne vanskeligt fotograferes.

Her var et arbejdsfelt, hvor en dygtig og tålmodig tegner/maler kunne opnå meget fine resultater. Han benyttede sig dog af Månefotografier. Ved hjælp af dem kunne han forberede en skitse af den egn, der en bestemt aften stod rigtigt belyst. Herefter var kunsten at gengive skygger, at fastlægge udstrækninger og give højde og dybde til Månekortene. På den tid et særdeles agtværdigt og højt respekteret astronomisk arbejdsfelt.

Månetegninger offentliggjort i det populærastronomiske tyske tidsskrift Sirius, nr.39,1906. Detalje fra Ptolemæusbjerget: En rille ved østvæggen. Petavius. Tegnet den 23. januar 1905 kl. 00.15. En rille ved nordvæggen. Forstørrelse ved Kikkerten 328 og 447 gange. Arzarkel. Victor Nielsen skriver stolt, at det her er lykkedes ham at finde detaljer, som ingen før ham har tegnet. Hyginus Nord. Tegnet den 20. februar 1896 sammen med en hr. Wilhelm Juul med en 190 mm Reinfelder refraktor. Atlas. Tegnet den 17. november 1902 og den 23. januar 1905. Hercules.

Ærgerligt nok lykkedes det ham aldrig selv at få taget nogle ordentlige billeder af Månen. Dette må nok for en stor del skyldes datidens meget langsomme film. En lang belysningstid fik den altid tilstedeværende lufturo til at sløre billedet.

Derfor fik han tilsendt Månebilleder optaget med kæmpekikkerten på Lick Observatoriet i Californien. Men heller ikke disse billeder var altså gode nok. Og den dag i dag er de behageligste kort over Månen håndkolorerede.

Victor Nielsens store hjælpsomhed og hans uomtvistelige evner gjorde hurtigt Urania Observatoriet til et sted, der selv blandt professionelle astronomer var kendt. Hans meninger havde vægt, og han havde derfor også stor indflydelse på dannelsen af Astronomisk Selskab.

Som et eksempel på hans store anerkendelse kan nævnes, at astronomiprofessor Elis Strömgren i 1916 bad Victor Nielsen om udtalelser om »husastronomerne« på Urania Observatoriet. Det drejede sig om Ejnar Hertzsprung, H.E. Lau og C. Luplau Janssen. Udtalelserne skulle bruges til besættelse af en ledig stilling på observatoriet i Århus.

At ingen af de tre fik stillingen skal have ødelagt meget af den ellers gode stemning på Urania Observatoriet, og vi har måske her en af grundene til, at C. Luplau Janssen næsten aldrig senere omtalte Victor Nielsen. Ligeledes kan C. Luplau Janssens livslange had til Elis Strömgren udmærket have sin begyndelse her.

Victor Nielsen var som nævnt observatoriekonstruktør, men også anerkendt som specialist inden for optik og kikkertbyggeri.

Desuden var han en af pionererne inden for småplanet- og kometforskning. Til jagten på disse himmellegemer brugte han et af de nymodens portrætkameraer af mærket Voigtländer, som kunne afbilde store dele af himlen. Sammen med postmester Otto Asmussen konstruerede han et måleapparat med glasmikrometer til målinger på fotografiske plader. Dette benyttedes til udmålinger af Månen, tåger og kometer.

Den visuelle brug af Kikkerten gled efterhånden i baggrunden. Fotograferingen overtog mere og mere arbejdet med at afbilde himmelobjekterne. I takt hermed mindskedes betydningen af Victor Nielsens ellers så fine arbejde.

Når man tænker på vejrforholdene her i Danmark med lyse sommernætter og mudrede vinternætter, er det flot, at Victor Nielsen overlod så megen observationstid til andre. At han derved indirekte fik en plads i astronomihistorien gennem Ejnar Hertzsprungs arbejder, kunne han jo ikke vide. Victor Nielsen døde den 26. november 1918 efter lang tids sygdom. C. Luplau Janssen overtog Observatoriet, 29 år gammel.

Victor Nielsen måler på et månefotografi ved hjælp af en passer.	Victor Nielsen på sine ældre dage. Udaterede fotografiske glasplader stammende fra Urania Observatoriets arkiv.